HAR DIT BARN ET FRITIDSJOB?

 

Det er sundt og givende for unge at have et fritidsjob. Ud over lønnen – og den frihed som følger med, når man tjener sine egne penge – oplever de unge, at et fritidsjob giver dem kompetencer, erfaringer og selvtillid, der styrker dem til uddannelse og job. Men unge er også en særlig udsat gruppe, både i forhold til arbejdsskader og brud på basale rettigheder. Flere undersøgelser viser, at unge generelt er overrepræsenterede i statistikken over arbejdsulykker i forhold til deres ældre kolleger, og næsten 3 ud af 4 unge mellem 13 og 17 år har oplevet problemer med deres ansættelsesforhold fx med manglende ansættelseskontrakter, tunge løft og manglende løn under sygdom.

Heldigvis kan du som forælder gøre en stor forskel for dit barns trivsel på arbejdsmarkedet og på den måde være med til at sikre dem en god start på arbejdslivet.

 

Hvad kan du gøre som forælder?

Vis interesse for dit barns arbejdsliv

Spørg ind til dit barns hverdag på jobbet og følg med i, hvordan det går. Spørg løbende ind til arbejdsopgaverne og samarbejdet med kollegerne og chefen. Hjælp dit barn med at gennemgå ansættelseskontrakten, læs lønsedlerne sammen og gør dit barn opmærksom, at du er til rådighed, hvis der skulle opstå udfordringer.

Book Fagbevægelsens Skoletjeneste

Tal med dit barns skolelærer om at booke et skolebesøg af Fagbevægelsens Skoletjeneste. Vi klæder de unge på til arbejdslivet og underviser dem i regler og rettigheder i fritidsjob samt hvad man kan gøre, hvis man oplever udfordringer.

Benyt jobpatruljen

Tag kontakt til Jobpatruljen, hvis dit barn oplever udfordringer. Jobpatruljen tilbyder gratis rådgivning og hjælper både arbejdsgivere, unge og deres forældre i forhold til at sikre de unges rettigheder.

Læs mere og bliv klogere på unges rettigheder på www.jobpatruljen.dk
Download Jobpatuljens guide til fritidsjob